Visit From Bangladesh

Besøg fra Bangladesh

20160726_173318

I juli fik Bandhab besøg af Morshedur Sagor, som fungerer som vores tolk, når vi er på projekt besøg  i Gono Kendra projektet i Bangladesh. Sagor havde mulighed for at besøge Danmark i forbindelse med et 6 ugers ophold i Frankrig.

Besøget, som primært var privat,  fandt sted i perioden 17.– 29. juli. Trods sommerferie fik Sagor mulighed for at møde de fleste af dem, han kender i Danmark.  På Fyn opholdt han sig nogle dage hos Ulla Lindholm og hendes familie. Her deltog han bl.a. i et arrangement, hvor han fik mulighed for at fortælle om, hvordan livet er for de Gono Kendra medlemmer, som syr sari-tæpper til Ullas gårdbutik i Bro.

Siden gik turen til Gunhild og hendes familie. Først i sommerhus i Vejle siden i Århus. Her fik Sagor opfyldt et længe næret ønske om en cykeltur. Turen gik til Moesgaard, og Sagor nævnte på turen, at nu kunne han bedre forstå, hvorfor det var godt med gear på en cykel!

Herefter gik turen til København, hvor Afif og Anja var værter. Under opholdet i København mødtes Sagor med Bandhabs projekt-arbejdsgruppe, hvor vi både talte om arbejdet i Gono Kendra’erne og om den vanskelige sikkerhedssituation i Bangladesh efter de seneste terrorangreb.

Det blev et intenst besøg, hvor Sagor fik oplevet Danmark, som han så ofte har hørt om, og vi fik mulighed for at gengælde noget af den store gæstfrihed og omsorg, som han viser os, når vi besøger Bangladesh.